PRESSEMEDDELELSE 10. december 2009
Nyt investeringsselskab køber attraktive ejendomme
REKA Gruppen står bag et nyt investeringsselskab, som vil opkøbe attraktive boligejendomme for 400-500 mio. kr. inden for de næste par år. Opkøbene vil primært ske i København. Bag selskabet står solide og erfarne erhvervsfolk fra Vestjylland.
"Fra REKA’s side har vi taget initiativ til at danne det nye investeringsselskab, West-Coast Real Estate A/S, hvor hovedaktionærerne foruden REKA er en lille kreds af investorer bestående af Henning G. Kruse, Johan Hoffmann, Erik Bank Lauridsen og Erik Kristensen,” siger Jesper Kristensen, adm. direktør i REKA Gruppen i Varde og nu også adm. direktør i det nye investeringsselskab.
”Den samlede, indskudte kapital er på 100 mio. kr. Vi forventer at investere 400-500 mio. kr. over de næste par år i velbeliggende og attraktive boligejendomme i de store byer i Danmark,” fortæller Jesper Kristensen. Advokat Peter Kirk Larsen fra Kirk Larsen & Ascanius indtager pladsen som bestyrelsesformand.
Jesper Kristensen forventer, at der blandt virksomheder og erhvervsfolk er interesse for at danne flere investeringsselskaber. Det har baggrund i, at der i dag er historiske muligheder for at gøre attraktive køb af velbeliggende boligejendomme i f.eks. København på grund af faldende priser. Der er et stort udbud af boligejendomme og forholdsvis få pengestærke købere på markedet.
”I REKA Gruppen har vi tidligere investeret i boligejendomme, men i en lang periode var det ikke attraktivt på grund af meget høje ejendomspriser. Nu er investeringsklimaet godt igen på det marked,” siger Jesper Kristensen.
REKA Gruppen har i det nye set-up det operationelle ansvar for at afsøge markedet for relevante ejendomme i de største, danske byer samt for at udvikle og indkøbe ejendomme.
Trygge investeringer
”Investorerne søger trygge og kendte investeringsmuligheder, og de er til stede nu gennem opkøb af boligejendomme i de store byer. Der er mulighed for et positivt cash-flow gennem hele investeringsperioden og et fornuftigt afkast hvert år samt et attraktivt totalafkast,” forklarer Jesper Kristensen. Bestyrelsesformand Peter Kirk Larsen siger: ”Investeringsselskabet er et initiativ, der rammer lige ind i tiden. Markedet er attraktivt for opkøb nu. Parterne bag er solide erhvervsfolk med et stærkt netværk og et godt omdømme, som lægger vægt på sunde og langsigtede investeringer. De har afsæt i hver sin branche og har gennem en lang årrække dokumenteret, at de evner at skabe gode resultater. Den konstellation er spændende og perspektivrig.”
Hovedaktionærerne bag
Jesper Kristensen, REKA Gruppen. REKA har gennem mere end 30 år beskæftiget sig med projektudvikling, salg og administration af fast ejendom. Siden 1996 har gruppen udviklet, istandsat og solgt mere end 3.500 ejendomme og ferieboliger. REKA Gruppen er bl.a. kendt for udvikling og salg af Nordeuropas største ferie- og oplevelsescenter, Lalandia Billund. Her blev solgt 761 feriehuse på en weekend til en salgsværdi af mere end 1,5 mia. kr.
Erik Kristensen er fra Sefi Holding A/S og er stifter af REKA Gruppen.
Henning G. Kruse er også investor og har mange års erfaring inden for offshore sektoren. For tre år siden solgte han sit livsværk, Esbjerg Oilfield Services A/S, men er stadig med som aktionær eller bestyrelsesmedlem i flere virksomheder. Henning G. Kruse er en af de pionerer, der har investeret direkte i olie- og gasefterforskning.
Johan Hoffmann er fra Hoffmann Esbjerg Holding A/S. Johan Hoffmann opbyggede en af Europas største virksomheder inden for hunde- og kattemad, A/S Arovit Petfood, der blev solgt i 2000. Han har investeret i en række mellemstore, jyske virksomheder. Johan Hoffmann er medstifter af Jysk-Fynsk Kapital A/S, der ligeledes investerer i virksomheder.
Erik Bank Lauridsen er fra E. Bank Lauridsen Holding A/S i Esbjerg. Selskabet ejer i dag en ejendomsportefølje, er hovedaktionær i selskabet Concens, har ejerandel i it-virksomheden Systematic og er tidligere medejer af Cocio Chokolademælk og sodavandsfabrikken Baldur.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Jesper Kristensen, tlf.: 70 22 59 33.
Se desuden: www.reka.dk |
|||||||||||
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |



