PRESSEMEDDELELSE
21. november 2007
REKA Gruppen sælger sine aktier i Lalandia Billund til PARKEN Sport & Entertainment A/S
PARKEN Sport & Entertainment A/S ejer nu hele Lalandia Billund
Danskerne står i kø for at blive ejer af et feriehus i Lalandia Billund, der bliver Nordeuropas største og mest moderne ferie- og oplevelsescenter. 761 huse blev solgt i løbet af få dage, og snart er projektet klar til driftsfasen. Derfor sælger REKA Gruppen de sidste 25 pct. af aktierne til PARKEN Sport & Entertainment.
I 2004 gik REKA Gruppen i Varde i gang med udviklingsplanerne til Lalandia Billund. I 2006 gik PARKEN Sport & Entertainment ind i projektet og købte 75 pct. af aktierne. Nu sælger REKA Gruppen sin sidste del af aktieposten på 25 pct. til PARKEN for 101,5 mio. kr. REKA Gruppen fortsætter med at stå for salget af feriehuse i Lalandia Billund.
”Vi har årelang erfaring med projektudvikling inden for feriesektoren, ejendomme og centre. I et succesfuldt samarbejde er Lalandia Billund nu færdigudviklet. Nu går projektet snart ind i en driftsfase, og derfor er det naturligt, at vi sælger vores 25 pct. af aktierne til PARKEN Sport & Entertainment,” siger Jesper Kristensen, adm. direktør i REKA Gruppen.
REKA Gruppen var hovedaktionær i Lalandia Rødby indtil 2004, hvor feriebyen blev solgt til PARKEN Sport & Entertainment. Her er opbygget en stærk driftsorganisation, og erfaringer og kompetencer herfra vil PARKEN Sport & Entertainment naturligvis anvende i forbindelse med driften af Lalandia Billund.
”Jeg har sagt det før: Lalandia Billund er det projekt med det største potentiale, som PARKEN Sport & Entertainment hidtil har investeret i. Vi har et godt samarbejde med REKA Gruppen, og vi er tilfredse med at erhverve den sidste del af aktierne fra en samarbejdspartner, som fortsætter med at stå for salget af feriehuse i Lalandia Billund,” siger Flemming Østergaard, bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment.
Lalandia Billund er i fuld gang med at tage form. Byggeriet af de 761 feriehuse er i fuld gang. De første familier kan flytte ind i sommeren 2008. På sigt ventes der at blive bygget op imod 1.500 huse. Nærmeste nabo til Nordeuropas største ferie- og oplevelsescenter er LEGOLAND. Ferie- og oplevelsescentret – inklusive et meget stort vandland – vil være færdigt i foråret 2009. |