PRESSEMEDDELELSE
Varde, d. 22. august 2008
Helt forrygende start på salget af byggegrundene i 1. etape på Troldhøjen i Varde – Byggemodningen er i fuld gang - Salget af 2. etape igangsættes nu.
Salget af 1. etape er gået langt hurtigere end ventet. I den sydlige del af den nye udstykning – Troldhøjvænget, er der således allerede 27 ud af 34 udbudte grunde, som er solgt.
På baggrund af den overvældende succes er der i den seneste tid arbejdet med at fremskynde processen for byggemodningen og salgsforberedelsen af næste etape - den anden vej i den sydlige del af udstykningen – Troldhøjbakken, og det er nu på plads.
I den forbindelse afholdes der således et Åben Grund-arrangement næste lørdag, den 30. august fra, kl. 13-15.
Den 2. salgsetape - Troldhøjbakken - indeholder 20 attraktive grunde uden byggepligt til priser fra 495.000 til 695.000 kr. De første grunde vil allerede kunne overtages fra den 1. december i år.
Byggemodning af området er i fuld gang, og alt skrider planmæssigt frem. De første grunde overtages allerede medio oktober.
Jesper Kristensen, adm. direktør i REKA Gruppen, glæder sig over, at det er lykkedes at få tingene til at gå op i en højere enhed, så der allerede nu kan udbydes yderligere byggegrunde i den sydlige del af udstykningen – Troldhøjbakken. ”I kraft af at stort set alle de udbudte grunde på Troldhøjvænget allerede er solgt, har vi gjort alt for at fremskynde processen for den anden vej i den sydlige del af udstykningen – Troldhøjbakken, og det er da glædeligt, at det nu er lykkedes”. Og han tilføjer: ”så nu er der igen grunde til salg i stort set samme prisniveau, som da de første grunde på Troldhøjvænget blev solgt”.
Laurids Bjerregaard, EDC Varde, supplerer: ”Varde er inde i en positiv og fremadrettet udvikling i relation til de mange fleksible erhvervsmuligheder og med masser af arbejdspladser. Byens kerne er et gammelt købstadsmiljø med å-forløbet tæt ved centrum – forhold, som er med til at gøre vores by til en attraktiv og positiv bomulighed.
Bag projektet - Det er REKA Gruppen, der står for udvikling af projektet og ejer jorden sammen med EDC Varde og Ingeniørgruppen Varde. EDC sælger grundene, og Ingeniørgruppen Varde er rådgivende ingeniører og projekterer udstykningen. |