PRESSEMEDDELELSE
Købingsmark, den 25. marts 2008
Sommerhuse - et vigtigt element for helårsturisme på Als
Sommerhusprojekter på Nord- og Sydals sikrer et samfund i balance, fastslår Sønderborgs borgmester. REKA Gruppen har allerede solgt halvdelen af den nyeste udstykning i Købingsmark.
Sommerhuse er et vigtigt element i en strategisk satsning på helårsturismen. De er med til at skabe en række nye arbejdspladser i serviceindustrien og arbejde til mange håndværkere i byggefasen. Det sikrer et samfund i balance.
Det fastslog Sønderborgs borgmester Jan Prokopek Jensen (S), da han tog det første spadestik til opførelsen af det første af 42 mulige sommerhuse i Søstjerneparken i Købingsmark på Nordals.
Det er REKA Gruppen fra Varde, der står bag projektet. Koncernen, der har udviklet Lalandia-projekterne på Lolland og ved Billund, har på godt tre år solgt ca. 250 sommerhusgrunde på Als. Projektudviklingen er sket i nært samarbejde med de kommunale myndigheder.
Da Miljøministeriet i 2004 åbnede for udstykningen af nye attraktivt beliggende sommerhusgrunde, var REKA Gruppen - som de første i landet - klar til at udstykke 149 grunde i Skovmose på Sydals. Nu har ministeriet åbnet for en ny pulje, og her er REKA Gruppen atter først. Byggemodningen af Søstjerneparken i Købingsmark er færdig før planlagt, og ejerne af de solgte grunde kan gå i gang med byggeriet. De første huse er klar til indflytning i sommerferien.
- Det er vigtigt, at udbygningen af sommerhusområderne foregår i hver sin del af Als, og dermed er med til at skabe flere arbejdspladser i yderområderne. Det er også her, turisterne finder den ro, de ofte søger, sagde borgmester Jan Prokopek Jensen.
Hos REKA Gruppen imødeser adm. direktør Jesper Kristensen, at de sidste Købingsmark-grunde er solgt i løbet af de kommende måneder. |