1/3/2021

42 arkitekttegnede huse lander på Flyvestation Værløse


Flyvestation Værløse er i fuld gang med at forvandle sig til et moderne boligområde med masser af natur og plads til fællesskab. REKA Group oplever stor efterspørgsel efter at bo på den gamle flyveplads og sætter derfor første etape af 42 arkitekttegnede huse til salg. Det sker i et historisk kvarter med navnet Bringegårdene.

Selv om nye huse skyder op overalt, så er historien let at få øje på, når man kommer til Flyvestation Værløse. På den 500 ha store grund ligger fredede hangarer side om side med nye huse, der har udsigt til smuk natur. REKA Group oplever, at netop kombination af historiens vingesus og de moderne bygninger tiltrækker mange familier.

”Vi er fuld gang med at opføre Officershusene på flyvestationen (37 huse), og dem er der stor efterspørgsel efter. Derfor sætter vi allerede nu første etape til salg af 42 huse mere i kvarteret Bringegårdene. Det bliver arkitekttegnede dobbelthuse, som appellerer til rigtig mange mennesker,” siger Jesper Kristensen, som er adm. direktør for REKA Group.

Det er REKA Group, der sammen med investeringsgruppen West-Coast Real Estate III og KPC står bag de 42 nye boliger i et og to plan. Dobbelthusene er tegnet af arkitektfirmaet Tredje Natur, som også har udarbejdet helhedsplanen for området. Der bliver bygget et prøvehus, som står klar til sommerferien, så alle interesserede kan se, hvordan de nye boliger kommer til at se ud.

Fokus på fællesskabet
”Flyvestation Værløse ligger kun en halv times kørsel fra Rådhuspladsen og et naturområde, som er helt unikt. Derfor er det attraktivt at slå sig ned på den gamle flyveplads for både børnefamilier, der gerne vil ud af den lille lejlighed i København, seniorer fra området og mange andre, som både drømmer om en eksklusiv bolig, et stærkt fællesskab og smuk natur,” siger Jesper Kristensen.

Hele området og de nye huse indbyder til fællesskab. Husene i Bringegårdene bliver bygget i et ottetal med egne haver og gårdrum i midten. På fællesarealerne bliver der plantet mange frugttræer og anlagt terrasser med borde og bænke, så både børn og voksne kan være sammen om at plukke frugt, holde grillaftner eller spille rundbold.

Omkring de nye huse bliver det bilfrit område, så ingen behøver være bekymrede for at lade børnene færdes alene. Bilerne i området kommer til at parkere på tre parkeringsområder. Husene kommer til at ligge helt tæt på områdets børnehave, og områdets børn kan frit bruge børnehavens naturlegeplads.

”Flyvepladsen er stor, men hyggeligt. Der har fra starten været en ambitiøs helhedsplan for den store grund. Det viser sig i form af stor mangfoldighed med bofællesskaber, mange hyggelige huse og en række fællesfaciliteter, så området er i høj grad fuld af liv,” fortæller Jonas Gejl Lauridsen, som er projektchef hos REKA Group.

Eksempelvis er den gamle Hangar 3 totalrenoveret og omdannet til et fælleshus for alle områdets beboere. Her er fx køkken, spisesal, flere multihaller og meget andet, som kan bruges i en aktiv fritid.

Nordisk stil
Dobbelthusene i 1 og 2 plan bliver med tre til fire værelser og 112 til 138 kvadratmeter i et lyst og nordisk design i de bedste materialer og mange detaljer i arkitekturen. Eksempelvis har arkitekterne leget med forskellige udtryk, som de udvalgte mursten får. Alle husene åbner sig op ud mod naturen og har store vinduespartier med masser af lysindfald.

REKA Group har mange års erfaring som bygherre med projektudvikling og salg af ejendomme i de største byer i Danmark. Husene bliver opført af Danhaus fra Esbjerg, som har specialiseret sig i byggeri af især rækkehuse og dobbelthuse med fokus på lavenergi og miljø. De to parter har sammen udviklet, bygget og solgt mere end 420 huse efter samme koncept som Bringegårdene.

Muligt at sætte eget præg på bolig
De kommende beboere kan sætte et personligt præg på deres bolig. Der er lagt vægt på fleksibilitet i den måde, som den enkelte familie kan indrette sig på med hensyn til materialer. Danhaus har mange års erfaring i at bygge boliger, hvor de kommende ejere netop sætter deres personlige præg på indretningen.

”Hvis en familie køber et hus, mens det er på tegnebrættet, kan man selv være med til at vælge materialer ud fra et stort udvalg. Eksempelvis kan køberne få indflydelse på køkken, gulvbelægning, farver og terrasser. Vi ved, at det er de personlige valg, som ofte betyder, at man føler sig helt hjemme,” forklarer Johannes Schmith, adm. direktør i Danhaus.

Bringegårdene – hvor kommer navnet fra?
Ifølge Furesø Museer lå der i den vestlige del af Væreløse sogn landsbyen Bringe med gårdene Bellemosegård, Bringegård og Hjørnegård, en købmand og nogle beboelseshuse. Da tyskerne under 2. verdenskrig besatte flyvepladsen, blev alle beboerne i Bringe – undtaget én – købt ud og næsten hele den gamle landsby blev revet ned for at bygge hangarer. Den eneste gård, der er tilbage, er Bellemosegård, som er sat i stad.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Jesper Kristensen, direktør i REKA Gruppen, tlf.: 40 10 59 33, mail: 
jk@reka.dk
Thomas Lausen, Home Værløse, tlf.: 44 48 48 66, mail: vaerloese@home.dk

Vedhæftede illustrationer kan frit benyttes 

Fakta om Flyvestation Værløse

Børnehave / Vuggestue               

0,2 km

Skoler 

1,4 – 5,7 km

Fælleshus/Hangar 3

0,5 km

Gymnasium

6,7 km

Indkøb, REMA 1000

1,6 km

Indkøbscenter

5 km

Restaurant

1,5 km

Svømmehal

6,5 km

Motorvej

3,5 km

Værløse

5,4 km

København Rådhuspladsen

22,5 km

Værløse Golfklub

8,7 km