27/3/2019

Solid ejendomsudvikler ser store muligheder i Nivå


Mange familier vil gerne have lys, luft og smuk natur og samtidig være tæt på København. Derfor ser REKA Gruppen – på vegne af West-Coast Real Estate III – store muligheder for at udvikle et spændende nyt beboelsesområde, Kongeåhaven, i Nivå. De første boliger kommer nu på markedet.

5.000 ejendomme har REKA Gruppen fra Varde stået bag i de seneste 25 år, og næste bebyggelse bliver Kongeåhaven i Nivå, hvor der bliver åbnet for salget af de første 21 boliger i april 2019. Allerede nu kan interesserede skrive sig op. Over de næste 2,5 år bliver der bygget i alt 82 nye boliger i Kongeåhaven. 

”Vi ser store muligheder i Nivå, fordi der her er tale om et dejligt område, som ligger tæt på både sø, skov, strand og havn. Desuden byder Nivå på gode børneinstitutioner og skole i kombination med, at Kongeåhaven ligger perfekt for både motorvejen og kystbanen med kun en halv time ind til København,” siger Jesper Kristensen, som er direktør for REKA Gruppen.

Første etape af boligerne, der bliver bygget, består af både gårdhavehuse, gavlhuse og dobbelthuse. Husene er alle i et plan og bliver i størrelser - fra 116 kvadratmeter. De kommende beboere kan få indflydelse på valget af materialer i de nye huse, hvis man køber inden, husene bliver bygget.

Snart et opbygget kvarter

”Vi bygger Kongeåhaven færdig inden for de nærmeste 2,5 år, så kvarteret hurtigt smelter sammen med nabokvartererne, som er en kombination af nyere kvarterer og ældre etablerede kvarterer,” fortæller Pelle Bach Bendtsen, projektudviklingschef hos REKA Gruppen.

Borgmester: Passer perfekt til efterspørgsel

Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen, hilser den nye bebyggelse i Nivå velkommen: ”Vi oplever, at flere og flere får øjnene op for de mange kvaliteter, som Nivå rummer. Mange drømmer om at bo tæt på den smukke natur og samtidig bo i meget overskuelig transportafstand til København. Samtidig mangler vi nye, mindre huse til en fornuftig pris, som især unge familier og seniorer efterspørger i vores område. Derfor passer det nye kvarter perfekt til den efterspørgsel, der er for at bo i Nivå.”

Ejendomsmægler som nærmeste nabo

home i Nivå – nærmeste nabo til Kongeåhaven – står for salget af boligerne. Ejendomsmægler Michael Svane siger: ”Vi glæder os til at sætte de første 21 boliger til salg, fordi de både passer til børnefamilier, førstegangskøbere, singler og seniorer. Her er nemlig forskellige hustyper, som opfylder forskellige behov. Fælles er det, at der er tale om boliger af høj kvalitet, som kræver meget lidt vedligeholdelse. Jeg forventer, at boligerne i kombination med den smukke natur og nærheden til København vil interessere mange.”

Michael Svane fremhæver også de mange søer i området, som stammer fra dengang Nivå var kendt for sine lergrave til fremstilling af tegl. Søerne udgør en stor naturværdi med stier og hyggelige terrasser, hvor man kan slå sig ned.

”Mange børnefamilier drømmer om at få mere plads og samtidig have nærheden til skole, institutioner og indkøbsmuligheder. I Kongeåhaven får børnene glæde af de mange fine stisystemer i Nivå, som betyder, at man sikkert kan cykle og gå til stort set alt i Nivå. Samtidig kan alle glæde sig over, at der virkelig bliver brugt mange kræfter på byudvikling og et foreningsliv, der lever og har det godt,” siger Michael Svane.

Hvis man er interesseret i det nye kvarter i Nivå, kan man skrive sig på en interesseliste: www.kongeåhaven.dk

Illustrationer af de kommende huse, samt oversigt over udstykningen i Nivå - til fri brug for pressen.

Yderligere illustrationer i høj opløsning kan hentes her: https://www.dropbox.com/sh/zxa85zvvm1m4tos/AADlkU_tnUoMT1mdMNYpGnlya?dl=0

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Pelle Bach Bendtsen, projektudviklingschef i REKA Gruppen, tlf.: 92 44 56 47
mail: pb@reka.dk

Fakta om Kongeåhaven:

Børnehave / Vuggestue 1,4 km.
Skole / Privatskole 0,3 km. (via viadukt)
Nivå Strandpark 3,7 km.
Store Dyrehave 15,4 km.
Indkøb (Netto) 2,1 km.
Idrætscenter /Foreningsliv 2,5 km.
Svømmehal 8,7 km.
Nivå Station 2,3 km.
Gymnasium 4,5 km.
Nivå Golf Klub 2,8 km.
Havn 4,5 km.
Busstop 0,5 km.
Motorvej 0,8 km.
Fredensborg Slotshave 10,0 km.